Vi skriver nu 2019 - kom bare an

På et split sekund….

2019, startede ikke helt som planlagt.

I onsdags stod jeg tidlig op, et dejligt langt bad, duften af kaffe i stuen,  stille musik. Jeg følte fuld overskud, madpakkerne fikset, børn og mand sendt godt afsted. Det var min sidste fridag inden arbejde igen og jeg havde tusindvis af gøremål. Jeg brugte de første morgentimer på blogindlægget jeg lagde op i onsdags.

Jeg pakkede bilen og gjorde klar til at få ordnet min to do liste. Jeg startede hos skrædderen med mine kjoler til Realityawards. Jeg kørte derefter ud mod skalborg for at ordne flere gøremål. Solen stod meget lavt og det var nogen steder svært at se.

På et split sekund får jeg solen i øjenene, ser ikke noget før jeg ser dem forankørende bremser hårdt op og tilsyneladende også havde svært ved at se længere fremme. Jeg når ikke at reagerer hurtig nok og får blokket bremsen, men et kæmpe brag lød og jeg er kørt op i bilen foran mig.

Jeg mister alt jordforbindelse og gør alt for at se om personen i bilen foran gør noget. Jeg var så ufattelig bange for der var sket noget med personen i bilen jeg kørte op i. Jeg får slået mit hovede ind i rettet eller min arm, det jeg i tvivl om, jeg er en smule forvirret og i chok.

Ham jeg kørte ind i, Overskudsmenneske som har var, får markeret til mig at jeg skal kører ind i busbanen. Jeg prøver at komme ud af bilen og kan ikke komme ud. Jeg panikker lidt, men kommer ud på den anden side. Bilen siger en mærkelig lyd. Jeg spørger med det samme om han er okay og han siger han har det fint også begynder jeg ellers at ryste helt vildt. Jeg spørger manden hvad jeg skal gøre, for jeg andede ingenting og var snot forvirret, han svarer “jeg skal ringe til forsikringen” og på et split sekundt glemmer jeg også hvor jeg er forsikret. Jeg kommer dog til mig selv og får ringet til forsikringen også stortuder jeg simpelthen, det min skyld – hvad skal jeg gøre.

Den sødeste forsikring kvinde jeg talte med i telefonen får beroligeret mig og spørger om hun skal ringe efter ambulance, hvilket jeg hurtigt afviser, han var okay, ham jeg kørte op i. Forsikringskvinden får talt både med mig og med ham jeg var kørt op i og sørger for at der kom autohjælp. Jeg fik ringet efter Kevin. Manden blev hos mig, indtil Kevin kom – virkelig virkelig sød som han var. Jeg tror jeg spurgte ham tusindvis af gange “er du sikker på du er okay”. Det burde slet ikke være mig som reagerede sådan, men egentlig mere ham, men jeg kunne slet ikke styrer det, jeg var simpelthen så ked af situationen og i chok.

Jeg fik sat mig ind i Kevins bil og Kevin siger så, har du ondt nogen steder og det ver der flere der havde spurgt om, men synes egentlig jeg var okay. Men jeg havde en frygtlig hovedpine og ondt i nakken, så Kevin mente jeg nok hellere måtte få det tjekket.

Så vi kørte til lægen og 2 læger mærkede på mig og blev enige om jeg nok hellere måtte en tur på skadestuen for at sikre alt nu var okay. Jeg siger okay, så kører vi bare derind og spørger til hvor skal jeg hen.

Da lægen talte med skadestuen fik jeg besked om, at jeg skulle sidde stille og ingenting gøre, også blev der sendt en ambulance. Jeg havde godt nok ondt i nakken og forstod egentlig ikke helt hvorfor. Men det er normalt efter sådan en ulykke åbenbart.

Så jeg blev hentet i lægehuset, fik halskrave på også et skud morfin også afstiafsted til sygehuset. Mens jeg ligger der, bliver jeg simpelthen ramt af frygten for, “hvad nu hvis der var sket noget med ham jeg kørte op i, hvad nu hvis der havde været børn med, hvad nu hvis jeg havde haft børn med”. Jeg bliver simpelthen så ked og er nok en meget almindelig reaktion.

Jeg fik en CT scanning og blodprøver, for at sikre der ikke var indre blødninger i hovedet og eller brækket noget. Heldigvis vidste alle prøver jeg er sluppet med forstuvet nakke, blå mærker og et rystet hovede.

Jeg er frygtlig taknemlig for der ikke skete ham noget, ham jeg kørte ind i – VIRKELIG. Det er kun er materielle skader og afventer nu besked fra værkstedet om min bil klare den, det ser ikke helt så godt ud.

En ting jeg blev spurgt om titusind gange er, “sprang airbagen ik?” Det gjorde den ikke, det synes jeg  er meget bekymrende og kan stadigvæk ikke forstå det. Hele fronten er blevet presset og som sagt sådan at døren i førersiden ikke kunne åbne.

På et split sekundt og alt tog en uventet drejning.

Heldigvis skete der ikke mere. Jeg har langt på sofaen og sovet en del. Mine forældre har været her, min veninde har været her – simpelthen de dejligeste mennesker jeg her omkring mig. Jeg har kastet en del op, men mon ikke bare det er reaktionen på det hele. Heldigvis kan jeg mærke stor bedring, men ret øm i kroppen.

En ting jeg for alvor har lært, der skal ALTID ligge solbriller i bilen – ALTID.

De bedste hilsner Camilla

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi skriver nu 2019 - kom bare an